Så er vi hjemme igen!

Vores liv vil herefter udfolde sig på "hovedbloggen":

www.wiggerne.blogspot.com

(kopier linket til din adresselinie)

Vi ses!

Sidste ord

Casper:
Jeg glaeder mig rigtig meget til at komme hjem til mine venner, men det er bare surt, at naar vi kommer hjem er vi ikke rige laengere!

Mads:
Mor, jeg savner mit Lego... kan vi ikke lige tage hjem og hente det?

Rasmus:
Dorthe: Naa, efter 5 uger vil du endelig lege med mig. Jamen, bedere sent end aldrig, hva', Rasmus?
Rasmus (glad): Ja!

Aendrede planer

Vi har besluttet os for ikke at rakke flere steder hen, saa vi droppede Jinja... vi havde ogsaa vaeret der tidligere et smut og havde ogsaa sovet i telt, saah...

I gaar aftes var vi hos Mie og Peter og deres boern og det var bare saa hyggeligt. Casper og Mads hyggede sig for meget med alle boernene og Casper er derude og lege i skrivende stund. Mads ser en film (noget Disneysjov vi har fundet paa hylden her i guest house) og Rasmus tager sig en velfortjent lur. Vi kom nemlig foerst hjem ved midnatstid i gaar.

Wigger er paa herretur med Peter, de skulle ind til centrum paa 2nd hand marked bl.a., saa han har faet rigeligt med penge med!

Dorthe og jeg ordner blogs og bytter billeder og MAds savner sit vaerelse, siger han.

Vi er gaaet lidt i hjemrejsemode, tror jeg.

Vi ses snart!

Hygge hos Hersteds

Fra hoejre: Elias, Sebastian, Mads, Casper og Ditlev

(mangler: malthe, Linnea, Jonatan og Rasmus... men de var der i gaar!)

Safariteamet paa plads i tagbagagebaeren paa Land Cruiseren:

Chandiru, v ores sponsorbarn

Candiru er vistnok 6 aar og bor hos Antuneta. Hun skal i sidste nursery paa Umbaci og er rigtig glad for at gaa i skole. Hun skal i foerste klasse efter naeste jul. Hun er rigtig dygtig. Vi har faaet hendes aars resultater at se og der er 1 B og ellers A'er over hele linien.

Vi skal se, om ikke vi kan hjaelpe hende igennem hele sin skolegang. Samuel har lovet at hjaelpe.

Vi vil ogsaa skrive til hende og forsoege at finde ud af mere om hende hen ad vejen.

Laes det lidt vi ved paa Mie og Peters hjemmeside:

http://hersteduganda.typepad.com/photos/hvem_er_atunetas_brn/chandiru.html

Along the road

Man ser de skaeggeste ting, naar man koerer ad vejene her i Uganda. Bl.a. Ankole kvaeg, som er lokalt fra mokring Mbarara, hvor praesidenten kommer fra. De har mega lange horn og derfor har Mads doebt dem 'Megahorn'.

De kommer i forskellige farvekombinationer og man kan saagar inveserer i en bog, der fortaeller om hver farves oprindelse, navn og avlsegenskaber osv... man kan ogsaa lade vaere! ;o)

Flotte, det er de nu, no matter what:

Apro pos praesidenten, Museveni, som befriede landet efter aarelange diktature af Idi Main og Milton Obote, saa er han faktisk fra Mbarara. Det ses ret tydeligt dernede, for infrasrukturen er vaeldig udbygget, flotte veje naesten uden potholes og asfalt over det hele. Det er den rigeste del af Uganda, meget regnrig og man hoester 3-4 gange om aaret dernede. Det ses. Bl.a. bor forholdsvist mange flere i murstenshuse, saa der er en hel industri af murstensproduktion (dog stadig formet i haanden og 'bagt' i jordovne, men alligevel).

Vi tror nok vi saa ham, paa vej mod Mburo NP. Der kom en hel kortage: store pansrede politibiler forrest, som vinkede alle ind til siden; ikke noget mad at koere, naar the MAn himself kommer susende. Derefter 4 militaere mandskabsvogne, en to-tre flotte 4x4's med hvidt indtraek osv. Egen ambulance, i tilfaelde af at man skulle blive syg, osv., osv. I alt et foelge paa omkring 12-14 biler. Imponerende.

Faktisk koerer der en sag hernede med ministrene, som der er rigtig mange af og nu er det kommet frem at de alle har minimum een fri bil smat taarnhoeje loeninger... maaske Museveni (forkortes M7 af pressen. Meget respektfuldt) selv skulle laegge an i forhold til at skaere ned paa antal biler...?!

Slashing, eller: at slaa graes.

Giver unaegteligt udtrykket en helt ny og meget bogstavelig betydning. Man bruger et redskab, som ligner en machette med boejet spids og saa svinger man ellers armene derud af og slaar det hoeje graes ned.

Haardt fysisk arbejde, maa man sige. Det ser saadan ud:

Skolerne ude paa landet er meget fattige. Ja, det er de vel egentligt allesammen, men vi har jo kun set dem paa landet.

Men saa er der mange fantasifulde maader at komme omkring problemet med manglende boeger paa. Her har man bl.a. malet verdens- og Afrikakort, dyr, indre og ydre anatomi osv paa vaeggene paa skolen. Saa kan boernene se, hvad der staar skrevet paa vaeggen om dette og hint. Smart.

Jeg vil fantastisk gerne fortaelle mere om Umbaci og Samuel, men det maa komme senere. Det er helt sikkert noget jeg vil komme til tale meget om i fremtiden til alle, der gider hoere paa det...

De gaar og gaar og gaar ...

Langs veje og paa gader, de gaar alene eller ved siden af hinanden, store og smaa, unge og gamle, med hinanden i haanden (isaer maendene!) eller paa ryggen, foran eller bagved hinanden. De gaar uden noget og bare gaar eller de baerer paa noget.

De baerer paa hovedet: tandboerster, kurve, spande, fade, boetter, vanddunke, kaempe bundter af grene eller papyrus, en seng, et bord, en stol... eller alle tre dele paa een gang!

De baerer i armene eller paa ryggen eller begge dele paa een gang. Hele butikker med toej og stof baerer de rundt paa.

De gaar til skole, til markedet, til familien, til laegen, til butikkerne eller hjem igen.

De gaar og gaar.

Eller de cykler.

Alene eller med nogen bagpaa. 1, 2 eller 3 kan der sagtens vaere baade paa en cykel og paa en knallert boda boda.

De cykler med store kasser med broed, 3-5 ks. fyldte oel el. vand, kaempe saekke med Kasawa, majs, kul, ris, braende...

De kan have hele butikker paa en cykel med alt, hvad hjertet kan begaerer, koste, spande, boerster.

Man kan sagtens klarer sig uden bil!

Halmtag

til og fra

paa landet

de gaar og gaar

med hoens

i byen

Oppakning

Der er mange maader at pakke en cykel paa her i landet. Nedenfor ser I et par eksempler:


Fra oeverste hoejre hjoerne:
Hoens paa styret, Rissaekke, Matokebananer (broedbananer), en ged og en madras og et hoensebur.
Ikke eer ord om dyrevelfaerd!

Kobokobilleder

Her kommer lidt billeder fra vores tid i Koboko og West Nile:

Drengene paa markedet

En skraldespaand. Koboko Youth Group med Samuel i spidsen har et affalds fundraising paa programmet til i aar. Hernede paa det afrikanske kontinent har man ikke saa velfungerende en forbraendingspolitik... eller dvs. man styrer den selv: man braender simpelthen selv sit skrald hvorsom helst og hvornaarsom helst. Udenfor Dorthes port ligger et affaldsbjerg, som endes vagter 'trimmer' af og til. Paa gaderne fejer de sammen i smaa bunker, som de saa stikker ild til.(ioevrigt et fjollet syn, naar de gaar med deres koste og fejer jorden udenfor deres huse og butikker, men altsaa: fair play to them!)

Morgengry i Koboko i kvarteret bagved Dorthes hus

Markedet i Arua. Spot en hvid...

Et bagerbud med broedkassen bagpaa cyklen og saa afsted...

Lake Bunyouni og hjem

Dorthe i baaden paa vej til oeen i soeen, Bushara Island, hvor vi gik oeen naesten rundt og spiste en dejlig lunch, med rejer se'foe'li'!

Og de seje sprang i soeen bagefter og svoemmede og svoemmede og svoemmede...

Cirkus Wichmann paa verdens midte. Se venligst bort fra moderens midte, der er vokset betydeligt! :o/ Det goer jeg noget ved fra paa fredag, hvor jeg er booket i Sport og Fitness sammen med Pernille!

En rest af julen, paa vej ned af Tukaliri

Flodhestebillederne har vist sig at vaere uegnede til blog, saa dem maa I se hjeme, naar I vil elske at komme forbi og se ALLE billederne! Og bare rolig, der er ikke videooptagelser! ;o)

Vores tur sydpaa efter fantastisk hyggeligt bryllup paa Masindi hotel

I Masindi sprang vi i poolen paa Kinyara Sugar Works' Social Club, hvor de hvide ledelsesmedlemmer hygger sig med sport, golf osv alt imens de ansatte knokler i sukkermarkerne... naah, ja. Ledelsen arbejder vel ogsaa engang imellem!?

Paa vejen til Crater Lakes koerte vi ad the scenic road og ogsaa over en bro, der var oversvoemmet. Saa var vi glade for at koere i Land Cruiser, som gjorde netop det: cruisede lige igennem!

Teplukkere paa bjergsiderne i Craterlakes-omraadet

Rasmus paa slentretur igennem rismarkerne. Rimelig cool, maa man sige. Alle er meget imponerede over at vores boern kan gaa selv. De tror Mzungu-boern skal baeres afsted. Ved en lejlighed har en mand faktisk loeftet Mads op og baaret afsted med ham til Mads' store forfaerdelse og vores store forbavselse. Det tog lidt ti d at overbevise ham om, at Mads godt kunne bevaege benene selv!!

Morgenmad med fjer paa. De smaa vaevere kom helt taet paa paa Mueya. De spiste af bordet, naar man vendte ryggen til for at gaa ind til buffetten... og det gjorde man tit, for den var god!

Wiggers foedselsdag og juleaften i Koboko, West Nile.

Paa vej til tops paa Tukaliri om formiddagen paa Wiggers foedselsdag

Fra hoejre: Simon, Uri, Rikke, Rasmus, Wigger, Mads, Sanne og Casper (bare hvis I skulle vaere i tvivl!)

Gaver til Mama og alle ungerne paa boernehjemmet. Se, hvor taet Rasmus er paa! Han vovede at raekke pebernoedderne til Mama. Casper og Mads ville selv overraekke Sabastian og det gjorde de flot, men bagefter fik de deres betaenkeligheder, fordi de jo et eller andet sted godt vidste hun skulle vaere hovedmaaltid dagen efter. De var noget bange for at hun ville doe af sult inden da, fordi hun blev bundet til en pael et steduden noget graes overhovedet!

Rundt og rundt om traet i haven juleaften. Boernene sang med i vilden sky, Wory goede og Amule rulle rundt paa jorden af grin!

Julemiddagen indtog vi paa terrassen i sterinlysets skaer kl. 21.30 ca. Der er ikke billede af de store, for de tilbragte tiden med kartoflerne med, paa hver sin maade, at bahandle deres foelelser for hovedretten: Casper graed salte taarer og Mads spidede kartoflerne med et 'saa kan du laere det, Mary!', hvilket udloeste flere taarer hos Casper og saa fremdeles!

De var nu begge lige kede af det; de havde bare hver sin vidt forskellige maade at vise det paa.

Casper var ham, der delte gaverne ud og det var han rigtig god til.

Godt Nytår til alle

Vi har haft en fejende flot og fantastisk forrygende ”ferie” i det sydvestlige Uganda, med helt vildt mange ”tæt-på-naturen” oplevelser og dyr i lange baner.

Hvis jeg skal starte, hvor vi slap i dec., sluttede Rikke og Uri sig til os den 23. om formiddagen. Det er nogle af Dorthes venner, som bor i Kampala i 6 mdr, fordi han er i praktik på ambassaden. De havde taget bussen op til West Nile, sammen med alle de andre og var helt klar på jul med os.

Wigger havde jo fødselsdag den 24.. Den fejrede vi med morgensang og –bord, hvorefter vi kørte til Tukaliri og besteg det sammen med Ayume Simon og alle de børn der gad gå med (og det var mange!).
Det var en flot tur op og ned ad bjerget, som ungerne klarede i fin stil. Selv Rasmus insisterede på at gå noget af vejen, men ellers befinder han sig jo ganske godt på vores arme…

Hjemme igen skulle vi til Antuneta med vores dyre gaver: hjemmebagte pebernødder, olie, jordnødder, 6 høns og en ged. Vi havde også besøg af Samuel, han tog med som tolk og blev bagefter til en lille Coke.
Den var 18.30, før vi kom i gang med julen, og midt i al maden fik vi også tid til at klippe det sidste pynt, som skulle hænges på træet.
Træet var et udvalgt et i Dorthes have, som vi naturligvis lod stå og dansede om on the spot til Worys store morskab og ikke mindst vagtens, som denne aften var Amule. Han grinede så tårene trillede, da vi udøvede vores nær-gymnastiske udfoldelser og takkede i flere dage bagefter for opvisningen!
Uri tog billeder. Han er Jøde og dansede derfor ikke med… men jeg tror nu han hyggede sig lige godt for det. Han stod sammen med Wory og Amule!
Middagen indtog vi kl. ca 21.30. Drengene spiste kun kartofler. De havde overværet Marys henrettelse dagen før og det var et stort chok for dem. De græd, som piskede og skulle have krisehjælp i flere timer bagefter!
Juleaften kunne de selvfølgelig ikke få sig selv til at spise noget af det kød vi serverede og nøjedes derfor med kartofler og ketchup!
Vi må sige, at Mary ladede livet ganske forgæves, for hun var alt for tynd og sej til at vi gad spise hende og gav maden til Wory og vagten! De nød hendes jordiske rester i fulde drag!
Gaverne delte Casper ud. Der var ikke så mange til hver, men det var rigeligt og drengene nøde deres gaver og gør det stadig. Tankevækkende, hvad 4-5 gaver kan gøre af glæde, nå man tænker på det orgie alle danske børn (eller de fleste i hvert fald) gennemgår hvert år…
Nå.

25. 12. var store slappedag og store pakkedag!
Alle de ting vi havde skrabet til os siden vi kom til Uganda skulle presses ind i bussen, sammen med Dorthes og Rikke og Uris ting! Hillemænd, men det lykkedes.
Vi var også hjemme hos Samuel, hvor hans familie overraskede med at have lavet aftensmad til os… det var vi ikke lige forberedte på, for vi skulle jo hjem og tømme køleskabet…men vi fik da presset lidt ned.
Og Rasmus fik sig en ven, Massin, som han krammede godt og grundigt med og holdt i hånd, så der ikke var et øje tørt. Han har jo ellers været noget videre forbeholden, den lille gut.

Den 26. drog vi imod Masindi og smed Rikke og Uri af på vejen, for de skulle på safari.
Vi ankom trætte og støvede til Masindi Hotel og fik nogle gode værelser på stedet, som vi kendte, så det var fint for alle.

Vi tilbragte et par timer i poolen på Kinyara Sugar Works om eftermiddagen, den 27. og så var der bryllupsfest om aftenen, som Gudsketakoglov begyndte til tiden!
Drengene hyggede sig med en masse andre danske børn og vi så dem stort set ikke.

28. og 29. var vi ved Crater Lakes.
Et Kratersø område nær en by, der hedder Fort Portal.
Der er desuden fyldt med temarker og vi fik de flotteste billeder af arbejderne der. De plukker te dagen lang, 1 kg giver Ush 60 (Ush 1000 = kr. 3,50), så der skal lidt te i kurvene, for at opretholde en rimelig løn! En god plukker kan klare 100 kg/dgl.
Vi ville gerne svømme i søen, især drengene var klar…indtil moren opdagede der var igler i den. Så droppede vi dén tanke.

Den 30. tog vi til Muyea på den luksuslodge vi har talt så meget om. Og hold da op! Bare buffeten var nok til at tage pusten fra os: alle de grøntsager og kager!
Vi dasede i poolen og tog på aften safari, hvor vi bl.a. kom up close med elefanterne og var heldige at se hyæner. Nytårsaftensdag tilbragte vi ved poolen, Casper lærte at svømme (utroligt, hvad en folkeskolelærerinde kan klare!) og Mads lærte at svømme med rør og vi asede og dasede så vi ikke kunne holde os selv ud længere… og så gik vi i bad og til bords.
Middagen spiste vi sammen med Jan, en svensker, der har boet i udlandet og især i Afrika siden ’55. Han har bl.a. ernæret sig, som lejesoldat og storvildtsjæger har boet i hele Afrika, Chile… og Nærum. Jo, jo. Han var en verdensmand og af dén tid, hvor man kunne have en løve og gorillaer (og det havde han, da hans børn var små), så han var ret så underholdende at tale med.

Aftenprogrammet bød ellers på afrikansk dans til trommer (altså ikke os!) og balloner ud over det hele og så selvfølgelig champagne. ;o)
Vi sms’ede med dem vi kunne komme igennem til og hyggede ellers.
Drengene holdt ikke, så vi hoppede ned af stolen på værelset kl. 23.30, der var Mads faldet i søvn ved et bord i restauranten.
Det var kanon!

Dagen derpå drog vi til Lake Bunyonyi, hvor vi boede i telte og denne gang var vi seje og sprang i søen og Casper udfordrede os, så vi svømmede fra den ene bred til den anden. Han er dælme sej.
Vi spiste rejer frisk fra søen til den store guldmedalje og tog på en dags tur til en af øerne i søen. Det er den dybeste sø i Uganda, omkr. 2000 m på det dybeste sted.
Der er en ø i søen, der hedder Punishment Island, som er en ægte øde ø. Med ét træ på. Der sendte man kvinder ud i gamle dage, som var blevet gravide udenfor ægteskab. Så kunne de sidde der og have sig selv! Nogle døde i forsøget på at svømme i land og andre døde formodentlig under fødslen. Men der var få tilbage og dem kunne man hente, hvis man var en mand, der ikke havde råd til at betale medgift! Sådan, du!

Derfra tog vi til Ugandas mindste Nationalpark, Lake Mburo, som udmærker sig ved at have Impala og zebra’er.
Men i søen er der også krokodiller og flodheste. Da vi skulle spise sad Wigger og drengene ved breden og så på to flodheste i vandet og talte om, at det kunne være skægt, hvis de gik i land her… og så gjorde den ene det squ! Så var det om at komme op i restauranten, for flodhesten er faktisk det dyr i afrika, der dræber flest mennesker årligt. Det er jo ikke til at tro, det søde væsen. Den stod lige dér 2 meter fra os og gabte og begyndte at æde. Vildt.
Men det blev federe endnu, for om natten vågnede vi ved en masse smasken og da vi kiggede ud stod der én til lige udenfor vores vindue og åd. Den gik stille rundt imellem Impala’er og Zebraer lige der 3-6 meter fra os. Det var alt for fedt!
Vi sov een nat, det vi nu kunne tage os sammen med alle de dyreoplevelser, og tog en morgensafari og kørte derefter direkte til Kampala med et gedignt stop ved Ækvator, hvor vi lige kørte en gang Natur og Teknik af med et vand forsøg… Man kunne nemlig efterprøve om vandet viser hvilken vej jorden drejer på den sydlige og nordlige halvkugle. Og resultatet vil Casper og Mads meget gerne fortælle jer om!

Det var dejligt at komme til Kampala, efter en lang dag med kørsel (og ABBA, men alligevel). Vi bor på MS guest house, hvor vi startede så drengene føler sig hjemme og det gør vi andre også.
I dag har været store shoppedag og i morgen skal pigerne på beauty salon og ordnes efter alle kunstens regler. Derefter skal vi i pool og middag hos nogle venner af Dorthes med mange børn og søndag skal vi i telt ved Jinja, ved Nilens begyndelse. Bare til mandag. Tirsdag skal vi se om vi da for fanden kan få plads til alt vores habengut (kryds arme og ben!) og onsdag morgen tidligt drager vi nordpå igen.

Vi modtager gerne vejrmeldinger pr. mail fra nu af, for det begynder jo alt bliver interessant igen desværre… man kan godt vænne sig til 35 i skyggen, skulle vi hilse at sige!
Jeg tror ikke, jeg får skrevet mere, så vi ses.

Bedste hilsner
Cirkus Wichmann

Ps. billederne kommer, hvis nettet vil virke en af dagene...

Wiggers indslag:

Ja, jeg må jo erkende, at jeg har haft nogle afstikkere uden familien og at de har været af meget faglig karakter.
Det ene var, at Charles (vagten) fortalte, at han bor ved siden af et bageri, så det ville jeg gerne se. Det andet var, at jeg skulle se den tekniske skole her i byen, som vi bl.a. har samlet ind til via containeren.
Jeg har set det hele, men mangler stadig at få taget nogle billeder, for det skal jeg have med hjem, begge steder var noget for opleveren.

Bageri
Eller bageri og bageri.
Det var en gang pinde med tag over, som kunne holde regnen ude og som mindede mig en del om de huler jeg lavede, da jeg var 10 år, bare en del større. Det var så ca. 8-10 personers arbejdsplads, det meste af pladsen var et stort ildsted bygget, som en kasse med to store huller i, som var til at fyre i. Det er faktisk et komfur, hvor de har pladerne liggende på blussene.
Der var en mand i gang med at ælte og det er en helt historie for sig selv: det foregik på en træstub med en stor jernstang, som han stod og hamrede ned i dejen. Jeg spurgte til, om de ikke æltede med hænderne og svaret var, at det var for hårdt! Den tænker jeg stadig lidt over…
De lavede en såkaldt sød kage, som ligner lidt en berliner og som bliver kogt, som en berliner (men der stopper ligheden så også) og noget hvidt flutes lignende brød.
Brødet smager fint.

Teknisk skole
Jeg takker endnu en gang for, at jeg er blevet uddannet i Danmark
På denne skole uddanner de murere, maskinskrivere, tømrere, møbellavere (og der er kun træsiden vi her snakker om), computer (og det fik jeg ikke noget ud af, men tror det var at bruge de ting, der nu ligger i Microsoft Office pakken).
Den store inspektør, der lige brugte to timer på at vise mig rundt, snakkede en del; her havde jeg sgu’ fundet min overmand. Men det skal dertil siges, at han snakkede en del om deres problem med strøm. Tidligere var strømmen kommet fra en gammel lastbilsmotor (med hvad der til hører, for at kunne lave strøm), som de havde fået fra Danmark. Den var desværre gået i stykker, så der stod en generator ude på pladsen og larmede. De havde også et solfangeranlæg, men det var også gået ned. Det er lidt med ting hernede, at hvis de virker er det godt, men går de først i stykker, er de helt færdige, da der ikke er mange der kan lave dem igen…
Det var sjovt at sidde på inspektørens kontor (som gæst) og senere drikke kaffe på lærerværelset, som er en Banda (en slags åben tukul) midt på deres grund.

Tømrerafdelingen
Der stod en del maskiner, men da der ikke var nogen strøm, blev der høvlet og savet med håndkraft og her skal vi lige tænke på, at det træ, de bruger er mahogni og teak, så det må være hårdt arbejde. Jeg så en del studerende, både nogle der var udlært og et par der manglede et år og det var ikke helt fint arbejde de lavede. Der manglede en del på finesse fronten og det kommer nok ikke af sig selv.

Murerafdelingen
Der gik nogle drenge i deres sommerferie og byggede. De var ét års studerende, som var betalt af en kristen organisation. Der var en, der virkelig havde flair for jobbet som murer, men jeg så også noget, der lignede at det var smidt op med en skovl på 10 meters afstand. Puha, hvor grimt.
Ellers var der en, der virkelig var på med akkuratessen: Han havde lagt to lag sten og havde gang i et vaterpas på over en meter, for at se om det var i vater! Det var en lille mur på ca. 150cm. Og det tog sin tid: jeg var i området i ca. en halv time og han var stadig ikke helt færdig med at kikke på de to lag sten, da jeg kom fordi anden gang! Tænke, tænke…
Jeg har dog siden været der igen og kan afsløre, at han er blevet færdig med sit murstykke! Og det er pænt.

Møbellaver
Ja, akkuratessen manglede også her.
Der var samlinger, der var fyldt ud med lim og det var pænt store og klodsede møbler de var i gang med at lave. I møblerne kom der så et par stykker med skumgummi og derpå noget stof og det ser ikke ud, som det ville i Danmark. Der var lavet pæne hjørner på nogle af dem og så var alt andet skævt, mønstre var ikke noget man overholdt og der var ikke noget med at lave puder med bund i; så hellere en stor klump stof i hjørnerne. Jeg har set sofaer, som sikkert er pæne og lækre her, men med mine sarte designerøjne er noget bras. Selve møblet er lavet på en helt ok måde, men det er noget lorteskum de bruger og stoffet er pissegrimt. Det er som om, at des større og mere fluffy, det kan blive, des smartere er det.

Jeg tager billeder med hjem til de interesserede, det er lidt af et syn!

Mamma

Sidste up-date inden jul og nytår.

Så kom dagen før dagen og alle de spændte børn er ved at springe i luften verden over (eller i hvert fald i den del af verden, hvor man fejre julen den 24.) af bar iver… og Wigger er også!
Tak for alle jeres hilsner her på bloggen og på mailen. Vi har nydt meget at være i kontakt med jer på vores tur rundt i Uganda.

I eftermiddag skal vi til Aura og hente Rikke og Uri, som vi skal holde jul sammen med. De kommer med bussen fra Kampala. Vi skal hygge os, lillejule og lægge de sidste planer for morgendagens strabadser.
Susan kommer forbi og gør noget ved afdøde Marys legeme, så vi kan nyde det au vin eller noget i den stil i morgen aften! Det lader vi hende om, for Dorthe siger hun kan trylle med en gryde og en steg.
Vi skal også have pakket tøj og sager, så vi ikke behøver at bruge hele mandagen på det. Vi har købt souvenirs her i Koboko, som bl.a. tæller en hel del Kitenge (stof) og lidt andet forskelligt. Man har vel støttet den lokale handelsstandsforening!

I morgen skal vi starte dagen med at bestige Tikaliri, et lille bjerg, der ligger hvor Simon bor og hvor vi har været ude tidligere. Rikke og Uri ville gerne med og vi tænker, at det kan grundlægge en god sult, som vi jo får brug for.
Wiggers fødselsdag skal fejres på behørig vis og vi har købt gaver til ham på det lokale marked, så han får en masse flotte og meget brugbare ting (Not!) og løftet om en rigtig gave, når vi kommer hjem!
Vi skal også ned på børnehjemmet med 6 kyllinger og en ged (som for resten ikke hedder Mette, informerer Mads mig om, men der imod Sebastian, skønt det er en hun… så du må finde et andet børnehjem at ofre dig for Mette! Men mon ikke du godt kan det, ét i Etiopien, f.eks.?! ;o))

Aftenmenuen består således af lammekølle og Mary (spændende om drengene vil smage?!), med div. tilbehør af mere eller mindre julet art.
Vi skal sidde på terrassen, som allerede nu er pyntet op til narrestreger med det fæleste glimmer-flitterstads vi kunne finde i Arua i sidste weekend. Vi debatterer endnu, om vi skal have et træ. Dorthe mener, at vi evt. kan grave en af hækplanterne op (det er vist Tuja) og bruge den!
Det må vi se på til den tid (der er jo længe, længe til).

Mandag er jo juledag hernede i Uganda og alt er derfor lukket.
Vi skal dase og fordrive dagen med hygge og spil osv., … nåh, ja. Vi skal vel også spise lidt.
Det handler meget om at få tømt køleskabet inden vi skal videre på ferie tirsdag, for Dorthe slukker for gassen, når hun er væk herfra i en mdr..
Mon ikke Wigger kan trylle noget frem af resterne, det er jo en af hans specialiteter.

Tirsdag går turen til Masindi Hotel igen. Vi er inviterede til bryllupsfest for Kajsa og Augustus (ja, de bliver drillet med deres navne!), som er nogle af Dorthes gode venner og kollegaer.
Der kommer mange mennesker til festen og også nogle børn, Hersteds fire unger, som vi har mødt i Kampala og det glæder Casper og Mads sig meget til.
Vi snupper en tur i Kinyara’s pool om dagen, ungerne glæder sig allerede helt vildt (og det gør jeg også!).

Når vi kører fra Masindi, skal vi bo ved Fort Portal i Crater lake området og derefter går turen til Queen Elisabeth National Park, hvor vi skal bo på Mweya Safari Lodge i Nytåret og ungerne skal lege i poolen og de voksne skal dase i liggestolene. Ah...
Vi må lige se, om vi skal/kan tage en ekstra nat der, for det er en lang køretur vi skal på dagen efter, som jo er den 1. 1.! Det lader vi chaufføren bestemme helt suverænt (og selvfølgelig afhængigt om der er plads til os en ekstra dag). ;o)
Vi skal længere sydpå, helt ned til grænsen til Rwanda. Vi havde faktisk talt om, om vi skulle smutte over grænsen og lade os minde om, hvor skrøbeligt livet er og hvor meget en hel verden kan lukke øjnene for det, der sker i Afrika (jeg taler selvfølgelig om massakren på Tutsierne i ’94), men er endt med at blive enige om, at folkemordsturisme nok ikke er for børn… vores er i hvert fald ikke store nok til at få skeletter og anden rædsel smidt i synet, så vi styrer os for denne gang!
Men vi skal til Kabale og Lake Bunyoni, hvor vi bl.a. kan sejle på søen i kanoer, som er udhulede træstammer og videre til Lake Mburo National Park, som er det eneste sted i landet man kan se Zebraer. Så dér snupper vi lige en safari mere inden vi vender næsen mod Kampala igen.

Vi regner med at ankomme til Kampala omkr. den 5.-6. 1. 2007. Helt sikkert mættede af endnu flere fantastiske oplevelser i dette, Afrikas hjerte eller Afrikas Have, som Uganda også bliver kaldt.

Her kan vi jo komme på nettet igen og også sende et par billeder hjem, inden vi faktisk selv kommer hjem (piv, piv) den 10. om aftenen. Det nægter vi at tænke på endnu! ;o)

Hav en rigtig god jul, samt et forrygende nytår ’06/’07.
Vi glæder os til at se jer alle i det nye år til hygge og kom-sammen.

Varme og solrige feriehilsner
Alle Wiggerne
Og hilsen fra Dorthe også!

Vores vagter:
Charles, Amule, Robert og Wory

















Dansende gæster mens vi venter
















Brudeparret, helt i polyester

Drengene laver konfekt

Afrikanske smådyr

Kryb spørger I om… ja, det er her da, men slet ikke i de mængder man kunne frygte.
De har de vildeste græshopper, de er omkr. 10 cm lange, Knælere er her også, som er 15 cm eller der omkring og der er da også kakerlakker, men heldigvis har vi endnu ikke set en i huset. I går, da vi sad på terrassen kom en hel musefamilie spankulerende på rækværket og i taget over terrassen bor en masse gekkoer. Det tror jeg også der bor i den tukul, der står i haven (en traditionel lerhytte, som her bruges som kombineret skur/ hønsehus). De kommer også ind i huset, men de gør jo i og for sig ikke noget. De sidder bare dér på væggen eller loftet og æder en myg i ny og næ, formoder jeg, men jeg kan godt tilslutte mig Dorthes mor, som er en anelse uforstående overfor, hvorfor de overhovedet skal ind i huset!
Vi har også set et par gedigne edderkopper på omkring 5x5 cm, som sikkert ikke er farlige, men alligevel er af den slags man giver en på goddagen med en sko i stedet for at tage den med et stk. toiletpapir!
Og så er der jo verdens farligste dyr: Malariamyggen, som huserer alle steder vi kommer, undtaget når vi er i højderne, som det første sted ved Sipi, som ligger så højt, at myg ikke lever der.
Vi beskytter os imod disse, verdens værste dræbere, ved hjælp af Malarone, Off (eller andre antimyggemidler, som man garanteret ikke kan købe i forbuds-EU, men som er det eneste der virker) og så Dorthes mirakel middel: DOOM. Kills 4 X faster, står der på dåserne, men der meldes ikke noget om hvad det er hurtigere end. Det kan i princippet også være lige meget, for det slår myg og andre mindre kryb ihjel hurtigere end det tager støvet fra sprayen at falde til jorden og det er jo det vi vil ha’!
Her lever også mærkeligt stikkende og sært flyvende larver, som man gerne spiser (har vi ikke lige taget os sammen til at prøve), kæmpemyrer og farvestrålende billedyr i alle afskygninger, men ingen er så vidt vides livsfarlige, så alt i alt føler vi os forskånede.
Drengene tager alt det kriblende og kravlende med ophøjet ro og akademisk interesse.
De farlige dyr lever velsagtens i naturen, der hvor vi ikke lige kommer og det gør såmen ingenting!

Julebag

Så er vi ved at være med, med hensyn til julen. Vi har lavet konfekt og i dag skal vi lave småkager, hvis nettet virker, så vi kan finde en brugbar opskrift!
Og gaverne er ved at være købt. I haven larmer nu 10 høns (heraf 8 haner… lidt belastende), en Mary, en Wory og i går kom Mette Mæh så til, en fin hun ged, som vi skal give børnehjemmet i gave. Wigger kørte Amule ud på et marked langt fanden i vold for at købe den og den afleverer vi søndag efter råd fra Samuel, som ikke mener de har hverken plads eller råd til at fordre dem indtil jul, såh… her er gang i den.
Og Wory er vildt begejstret og lader sig ikke mærke med at hans nye venner viser han næb eller horn, når han gerne vil lege. Han er dum, som en blondine det skøre kræ!

Muslimsk bryllup i Koboko

Lørdag var vi inviteret til bryllup hos en tidligere kollega af Dorthes, fra den organisation hun arbejder med hernede. Vi fik invitationen for længe siden (før vi kom herned) og de syntes det ville være dejligt, hvis der kom nogle hvide med, for det ville gøre dagen speciel. Spøjst.

Allerede fredag fik vi at vide, at vi ikke behøvede at komme før tidligst kl. 11, selvom vi var inviteret til kl. 10, så vi gjorde os klar hen ad ved 11-tiden.
Her fik vi faktisk også besøg af Samuel, som inviterede os til sin dowry, som er en ceremoni i forbindelse med at han skal betale medgift for sin forlovede. I dette tilfælde 4 køer og 8 geder og også kontanter. I lørdags regnede han med at skulle betale ca. 2/3, men det er noget hans klan skal forhandle sig frem til med brudens klan ved samme lejlighed.
Nå, men vi afslog, selvom det kunne have været sjovt, for det var jo sådan lige i sidste øjeblik han kom i tanke om at han også gerne ville have ”gilia” (gilia = hvid på Kakwa) med til sin dowry…

Vi ventede og ventede. Drengene legede indenfor, for ikke at blive alt for beskidte, vi var jo alle klædt i det stiveste puds… og af og til ringede Dorthe og spurgte til processen. Kl. 13.30 fik vi at vide, at der lige var nogle, der var kørt til byen efter pynt, for det havde de ikke tænkt på… det var her vi slog iskoldt vand i blodet, afklædte os det fine tøj og indstillede os på at holde rigtig søndagsstemning. That’s Africa for you. Godt vi har ferie!
Man holder indsamling inden festen og alle bidrager til løjerne. Det er vist faktisk vennerne, der planlægger selve festen til gengæld har man ikke rigtig polterabend.

Vi blev ringet efter kl. 15.30 (vil lige minde om, at festen jo var kl. 10 ifølge invitationen) og fandt det fine tøj frem og gik til fest. Robert fulgte os og da vi gik ind i kvarteret, hvor festen blev holdt fik vi en hale af unger efter os, som syntes det var helt vildt, at der lige kom 6 hvide folk gående. :o)
Henne ved festen blev vi modtaget af en anden kollega, som er veninde med bruden. Hun viste os på plads: vi skulle sidde sammen med æresgæsterne, som bl.a. talte en, der grangiveligt lignede deres Imam samt enken til et afdødt parlamentsmedlem, som kom fra Koboko.
Det var mildt sagt en temmelig anderledes fornemmelse, at sidde dér, som æresgæster til et bryllup, hvor vi ikke kendte et øje, mindst af alle bruden og gommen!
Man begynder at få en fornemmelse af, hvordan Margrethe og de andre har det, når de kommer ud. Ja, altså ikke for ellers at sidestille os med de royale (ved godt jeg har gjort det før, men nu skal jeg nok stoppe!), men de kommer jo også ud, som æresgæster til en masse de ikke på forhånd ved noget om. Spørgsmålet er om Imamen og enken kendte brudeparret…?!

Så sad vi der.
Der var intet spor af brudeparret, mens det myldrede ind med gæster.
Mistress of ceremony, var gommens søster, som holdt det hele i kog med små historier fortalt ved hjælp af et lydanlæg og en lydmand med tinitus (en antagelse vi gjorde, fordi der hele tiden lød en hyletone, som han åbenbart ikke kunne høre…). Folk skiftede til at gå op og komme med et hip, overbringe en hilsen eller lykønske hovedpersonerne (igen en antagelse, for det meste forgik på enten Kakwa eller juba-arabisk).
Der sad nok efterhånden 150 mennesker i teltet og der stod vel ligeså mange udenfor. Der var også en gruppe trommeslagere, en sanger og en gruppe dansere, som af og til rejste sig op og gav en sang/ dans og så stimlede alle folk sammen og kunne slet ikke lade være med at danse. Det var seriøst ALLE, lige fra børn til gamle mænd og koner, der knapt kunne stå på benene! Det var et fantastisk skue.

Kl. 17 ankom så endeligt festens midtpunkter og så gik endnu en indsamling i gang. Den ene efter den anden stillede sig op med en skål, man skulle komme gående eller dansende op og lægge penge i. Det var ikke meget de bad om, 500 Ush (omkr. kr. 1,75) pr. person, men med 300 gæster bliver det jo også til en slat i et land, hvor en månedsløn er omkr. kr. 150-200. Parret skulle til at etablere et hjem og den slags koster jo penge og det bidrager man så til på dén måde. Det er da smart.
Dorthe og Casper dansede op og gav vores gave til parret, for efterhånden var ungerne ved at kede sig ihjel og det går, som bekendt, i buksebagen på dén størrelse mennesker, såh…
Vi sneg os af sted efter ca. 3 timer. Da havde Mads ondt i maven af sult, der var ingen tegn til, at maden nært forestående og det stykke af Bryllupskagen, der blev delt rundt var ikke nok til at lægge låg på følelsen i maven.

Mistress’ rørende historie
Mistress selv fortalte bl.a. en rørende historie om, hvordan hun havde overlevet tre mænd, været alene med 6 børn og været bundet til sengen i tre år pga. HIV/AIDS, som hun ville være død af, hvis ikke det var fordi hende bror, altså gommen, havde købt medicin til hende i Sydafrika. Hendes søster var også rejst hjem fra USA, hvor hun ellers havde opbygget en tilværelse, for at passe hende og nu kunne hun ikke komme tilbage dertil, så det har hun på samvittigheden. Hun har også en søn på 9 år, som er smittet og som tit og ofte er rigtig, rigtig træt af at skulle have sine to piller hver dag. Nogle gange siger han til hende, at han vil have en cykel, for ellers gider han ikke spise sine piller. Er der noget at sige til det?
Nu har hun startet en bevægelse, som skal hjælpe mødre i regionen med HIV/AIDS, for de trænger til opbakning.
Deres mænd, som jo tit er dem, der har overført sygdommen til dem vil ikke anerkende, at de er syge, så de får sjældent behandling, men kvinderne vil gerne behandles og har brug for hjælp til at kræve dette af deres mænd og/eller familier.
Det gør denne bevægelse, de samler også penge ind til at hjælpe enkelte med behandling, hjælper børn, der er blevet forældreløse pga. HIV/AIDS, underviser i beskyttelsesadfærd og hygiejne, samt viden om HIV/AIDS i det hele taget. De uddanner kvinder, som tager rundt i landsbyerne og lærer fra sig, så de får spredt viden om sygdommen og måder at undgå den på, langsomt og sikkert i regionen.
Hun var dælme en stærk kvinde, med et budskab der siger spar to og en handlekraft, der er værd at tage hatten af for.

Overalt er der reklamer, som opfordrer til at man beskytter sig imod smitte med kondom og til at man går i behandling, hvis man ved, at man er smittet. ”Treatment saved my life”, lyder et slogan og det kan der jo være noget om.
Tit er der organisationer, der kører hjælpeprogrammer, hvor de giver gratis behandling, men til andre tider skal man selv betale… og det er ikke alle, der har råd. Hvis man ikke har råd til den konventionelle behandling kan man gå til en af landsbyens kloge koner. De kan mange gode gamle huskeråd, som man kan betale sig fra med en skilling eller en høne eller lign.
Én af myterne hernede er, at hvis man har sex med en jomfru, så bliver man helbredt… jo yngre jomfruen er, jo hurtigere og mere sikkert sker helbredelsen.
Billederne i jeres hoveder vil jeg lade jer selv censurere!

Jul i Angora… Nåh, nej! I Uganda! ;o)

Mette har ret i, at kombinationen af shorts og soltop og kalenderlys er ret speciel.
Her er jo højsommer med 30-35 ° i skyggen, børnene har 2 mdr. fri fra skole og vejene støver, som man ellers kun ser på film.
Og hvad laver man så i den stegende hede, når man er en juleklar halvbleg dansk familie???

Vi juler da!!

Vi klipper og klistre, vi har tændt kalenderlyset hver dag og Dorthe har lavet den fineste adventskrans med Tuja og kakaobønner på! Vi har et stramt og meget fast program hver aften, som indeholder både Drengene fra Angora, Jul på Vesterbro, Jesus og Josefine og Thomas Vindings Julehistorier.
Der er plageri á la: ”Øøøøøv! Vi kan bare ikke vente til i morgen med næste afsnit!” og: ”Må vi ikke bare høre et kapitel mere, mor?”, Fuldstændigt, som om vi havde været hjemme i DK!
Vi har haft marcipan, nougat (og den var blød, da den kom ud af kufferten i 35 graders varme!) og overtrækschokolade med herned og har købt frugtfarve og div. sukkerpynt, så vi er helt og aldeles klar til at gå i køkkenet på søndag!

Drengene har flere gange haft besøg af en ugandisk nisse og hver søndag får de kalendergaver fra Christina, som vi har haft med hele den lange vej.
Vi har faktisk også snydt lidt og haft julegaver med hjemmefra, så de får da en lille ting eller to den 24., selvom vi har gjort meget ud af at fortælle dem, at det ikke var sikkert Julemandens kane kunne køre helt herned! En insinuation Dorthe i øvrigt fandt dybt forkastelig og straks dementerede ved at fortælle, at når han når herned ad, så skifter han rensdyrene ud med Water Bucks, som er mere vant til klimaet og så holder Rudolf og de andre rensdyr fri og hygger sig i vandkanten imens de afrikanske børn får gaverne ud.
Nåh, ja! Men hvad véd en dansk sygeplejerske og møbelpolstrer squ da også om det?!

Hernede fejrer man også jul, om end på mere afslappet facon.
De unge går i byen både den 24. og 25., imens de ældre og børnene hygger sig derhjemme. D. 26., Boxing Day, er familiedag. Børnene og de unge får gaver d. 25. om morgenen, vist nok mest af praktisk art, tøj f.eks., og de ældre går i kirke.
Men efter sigende går byen amok i julepynt af mere eller mindre tvivlsom karakter i ugen op til jul, så der ser vi frem til div. batteridrevne rædsler, plastikgran, blinkende lyskæder og ’Jingle Bells’ i sommervarmen.
Det gør ikke noget af og til at blive revet ud af Magasin og Bilkas alt for tidlige start på juleræset og få sat tingene lidt i perspektiv.

Vi har selv lidt gaver at give hernede.
Sammen med Dorthe giver vi 6 høns og en ged til børnehjemmet. Vi har doneret penge til Umbaci Nursery og Primary School samt Koboko Youth Groups gode arbejde og de ansatte her i huset skal også have en form for julegratiale af os, fordi de tager sig så godt af os, vasker og gør rent for os. Vi har aftalt beløbet med deres arbejdsgiver, så den skulle være i vinkel! ;o)

Og hvad med Wiggers fødselsdag, tænker I måske så?
Ja, I skal være velkomne på dagen, som sædvanligt og da også i dagene omkring!
Ellers vil vi sige til jer, at hvis I måske synes det overskrider budgettet lidt, så kan I sms’e, for de går fint igennem og telefonen virker også hernede! Prisen er vi dog usikre på, for det er stadig vores danske numre vi bruger! Og så giver vi da også gerne en øl el. vand på vores danske hjemadresse i dagene efter vi er kommet hjem (dvs. fra den 11. 1. 2007 og fremefter), hvis man skulle være til sådan noget…?!

Glædelig juletræsfod fra grænselandet mellem Uganda, Congo og Sudan.


Her klipper vi julepynt

Der læses julehistorie hver aften inden sengetid

Der kreeres Ugandisk adventskrans

Her ser I det færdige resultat

”But why?!?”

Det spørgsmål stillede Lucy i søndags efter hun var kommet og havde konstateret, at jeg selv havde taget opvasken.
Ja, hvorfor egentlig?
Kan det være fordi jeg ikke lige er vant til at have folk i huset, der gerne render efter mig og gør alting?
Det er faktisk nærmest grænseoverskridende at skulle bede om noget også selvom det ikke er noget stort og det ikke er et problem, for nogle af de ansatte.
Sidst jeg befandt mig i en husholdning med ansatte, var jeg jo selv én af dem og var derfor på lige fod.
Nu er vi ligesom over dem og de gør bare alt, hvad vi beder dem om, som i går hvor vi ikke kunne finde mango på markedet; så bad vi Amule finde nogle til os og efter et kvarter kom han med en hel posefuld. Hvor svært kan det være?!

Man er lidt den hvide overklasse her og det er vildt mærkeligt og skaber en del dilemmaer i dagenes løb.
I går spurgte en mand f.eks. direkte om ikke vi ville sponsorere hans datters skole, for han har 5 børn han skal betale skolepenge for og han har næsten ikke råd.
Nu er det jo ikke fordi vi ikke vil hjælpe, vi vil jo faktisk helst hjælpe dem allesammen, men vi har jo ikke råd til at betale skolegangen for alle børn i Koboko!

Vi har sagt ja, til at sponsorere en pige fra børnehjemmet igennem hele hendes skolegang, det er ca. 1500,-/år hvert år de næste 10 år. Det er jo peanuts i forhold til, hvad det koster at have et dansk barn i skole, men vi kan jo heller ikke have råd til at betale for ret mange flere.
For selvom vi er velhavende, når vi kommer her med vores danske indtægter, så er vi det jo ikke derhjemme og det er ikke let for dem at forstå.
Men vi gør meget ud af at sige, at vi gerne vil hjælpe dem på anden vis.
Manden fra i går, Ayume Simeon, kom f.eks. i dag eller med majs og peberfrugter fra sin have og det købte vi så af ham. Vi har også givet ham et par gl. mobiler, som han kan sælge og tjene lidt penge på og har sagt, at vi gerne vil samle lidt ind derhjemme.
Så: hvis I ligger inde med en gl. mobil med oplader til, så vil vi gerne have dem, når vi kommer hjem, for så sender vi dem ned til ham, så han måske kan spare op til skolepengene for næste år. :o)

Hvis vi kunne tog vi jo en familie eller to med hjem til velfærds Danmark, men vi er ikke sikre på Rikke Hvilshøj vil bliver helt vildt begejstret…
I øvrigt er det med rigdom jo relativt og styret af det samfund man lever i, ikk’?
Deres indtægt, hvor latterlig lille den end måtte synes, svarer jo overens med priser osv. hernede, ligesom vores indtægt derhjemme passer nogenlunde (!?) overens med vores forbrug.

Men tingene er billige.
Se her:
10 STORE avokadoer: kr. 3, 50
40 meter stof: kr. 350,-
35 mangoer: kr. 5,25
2 store ananas: kr. 3,50
45 liter blandet sodavand (Coca cola, Fanta, Sprite): kr. 240,-
4 Red Bull: kr. 17,50 (kommer du, Michael?!)

I øvrigt:
En minibus kan man få for omkr. kr. 60.000,-
Et kørekort (til dette distrikt): kr. 350-450,-
En mobil telefon: fra kr. 300,- (uden abonnement, forståes)
Osv., osv., osv., osv., …

Alt i alt lever vi en tilværelse, som er en royal familie værdig.
Det var fantastisk på markedet i går, hvor vi smed om os med penge og næsten ikke kunne slæbe vores indkøb hjem (mad, stof og div. samt de 45l sodavand) og vel nok har brugt kr. 5-600,-!
Jeg pruttede endda, Martin! Selvom priserne er så latterligt lave, at jeg bare har lyst til at runde op hele tiden, lykkedes det mig faktisk at spare mere end 5000 Ush. (1000 Ush = kr. 3,50 ca.), flot ikk' ?!

Pyh-ha, det bliver hårdt at komme hjem til virkeligheden, men vi skal altså også have genforhandlet rabatten hos vores gøntsagspusher på torvet i Odense, Amer, for hans priser er jo HELT ude af proportioner! ;oD